Sparring til forældre

Forældresparring

Som forælder kan det være svært at vurdere, hvor grænsen mellem almindelige teenageproblemer og psykisk mistrivsel går.

På den ene side ved man som forældre godt, at teenageårene er en sårbar periode, som uundgåeligt giver nogle knubs- men på den anden side gør det også enormt ondt at se sin teenager slå sig på hverdagens store og små udfordringer.

Det kan være du er bekymret for, at din teenager trækker sig fra familien eller isolere sig fra vennerne? Måske er din teenagesøn begyndt at sige nej til ting, som han ellers plejer at glæde sig til? Eller du oplever måske din teenagedatter tænker for meget over, hvad andre synes om hende?

Det er helt naturligt at bekymre sig for sin teenager. Desværre giver bekymringerne sjælden et klart svar på, hvornår og hvordan du skal handle som forældre. Det kan medføre, at dine bekymringer ikke bliver omsat til handling, før din teenager har det rigtig skidt og har brug for egentlig psykologisk behandling.


Som forælder til en teenager er det naturligt og helt normalt at føle sig usikker og magtesløs fra tid til anden. Når det sker, kan det være en hjælp, at søge professionel vejledning, så du bliver i stand til at hjælpe din teenager bedst muligt. For uanset hvordan man vender og drejer det, er du som forældre stadig den vigtigste støtte for din teenager, når han eller hun bokser med livets udfordringer.

Hvis du er bekymret for, hvordan din teenager har det, og har brug for sparring på dine bekymringer, er du meget velkommen til at tage kontakt til TeenageTrivsel.dk.

Jeg har som sygeplejerske og sundhedsplejerske over 15 års erfaring med at skelne mellem trivsel og mistrivsel hos teenagere.  Jeg er fortrolig med at tale med teenagere og er erfaren i at vejlede og rådgive forældre på et fagligt grundlag.